Berit og Dagmar.

Berit og Dagmar
Når rasende damer lændet vårt hærjer
og innstiller tog
fly og færjer,
når jordras og brottsjø steller det tæll
da er det godt vi har
bygget på fjell.
Om det blæs bort no`n tak,
og trea vælter.
Og Eidssivafolka jobber
som helter
er vi forskånet fra de
store smell,
i stearinlys har vi det
nå triv`lig læll.
Ja da vil je si
vi er hældige vi.
Toten har stort sett
trygghet å gi.
Karin Gjestrum

https://www.oa.no/leserbrev/berit-og-dagmar/s/1-81-5905300

Hans Børli – noen dikt

Trosbekjennelse

Jeg tror ikke på kjødets oppstandelse,
Men Det evige liv
tror jeg på.
 
Vår kravlende jordiskhet
og døden og forråtnelsen:
Bare grobunn, råhumus
for høyere liv.
Lys-liljer
av aldri sett skjønnhet.
 
Ennå har brodden bare såvidt
brutt jordskorpa. Engang skal
blomsten briste ut
og blømme pinselys i rommet
der øy-universene hviler på evigheten
lik nøkkeroser på svartstille vatn.



Junikveld

Vi sitter i slørblå junikveld
og svaler oss ute på trammen.
Og alt vi ser på har dobbelt liv,
fordi vi sanser det  sammen.

Se – skogsjøen ligger og skinner rødt
av sunkne solefalls-riker.
Og blankt som en ting av gammelt sølv
er skriket som lommen skriker.
 
Og heggen ved grinda brenner så stilt
av nykveikte blomsterkvaster.
Nå skjelver de kvitt i et pust av vind,
– det er som om noe haster …
 
Å, flytt deg nærmere inn til meg
her på kjøkkentrammen!
 
Den er så svinnende kort den stund
vi mennesker er sammen.



Louis Armstrong

Gamle, milde Satchmo –
ansikt som hjulspor på sletten,
som muld og morild.
 
Sår på leppene.
Blod på munnstykket av messing. Alltid
raser solstormen
i dine lungers kløftede tre. Alltid
flyr en ravn på duevinger
fra din søndersungne strupe.
 
Nobody knows …

Ser du alle de hvite hendene, Satchmo?
De klapper.
Hender som slo, hender som hengte,
hender
som splittet et mildt, groende mørke
med hatets brennende kors.
Nå klapper de.
Og du spiller, gamle. Synger
Uncle Satchmo’s Lullaby. Svetten pipler,
brystet
hiver. En sol sitter fast
i trompetens skinnende svelg.
Som gråten i en strupe.
 
… the trouble I’ve seen.

Hvor ditt arrete smil gjør meg skamfull
over mitt eget stengte ansikt,
mitt knefall for skyggene. Jeg spør deg:
Hvor hentet du kraften til
ditt opprør uten hat? Din
skinnende tone av lys
som gjennomstråler negernatta? Svar meg,
hvor stor sorg skal til …
hvor stor sorg skal til
for å nære en ren glede?
 
Og trompeten svarer
langt borte fra,
en røk av sølv:
– Mississippi …


Ett er nødvendig

Ett er nødvendig – her
i denne vår vanskelige verden
av husville og heimløse:
 
Å ta bolig i seg selv

Gå inn i mørket
og pusse sotet av lampen.
 
Slik at mennesker på veiene
kan skimte lys
i dine bebodde øyne.


Når isfjell driver gjennom din drøm

Det er synd å måtte stige-av
karusellen Jorden, synd
å trå ut i det bunnløse mørket
uten å ha levd noen dager,
bare to–tre, bare fire–fem dager
så skinnende fulle av liv at
evigheten kunne lage
et stjernebilde av dem.
 
Et høgferdig ønske – jeg vet det, men
lyset blir så underlig blått
når isfjell driver gjennom din drøm.
 

Vinter-Kristus

Det knirket i usmurt lær.
Knektene førte ham til Golgata.
Men korset fikk de ikke reist,
jorda var frossen.
 
Da kledde de ham naken
og overga ham til frosten.
Men tornekransen rundt hans tinninger
den lot de sitte:
Et blodig rosenblad
sleit seg løs i nordavinden
og blåste inn i Menneskets hjerte.

Der skulle vi ha vøri, Kal …
Vise fra tømmerskogen

Her er det kaldt og kusli, Kal,
me’ snø og sno frå nol,
men langt i sør fins varme land,
me’ palmesus og sol.
Der skulle vi ha vøri, Kal –
vi skulle reist i fjol.
 
Du har vel hørt om Syden, Kal,
der kokospalma står
så lang og slank at toppen opp
i sjølve himlen når.
Der skulle vi ha vøri, Kal,
me’ tigersvansen vår.
 
Der vekser brø’ på trea, Kal –
– ja, tru meg om du kan –
 
og alle drekker palmevin
av store fempott-spann.
Der skulle vi ha vøri, Kal,
da hadde det gått an.
 
Der fins det fine jenter, Kal,
dom danser rundt i ring
me’ blomst i hår og strå om lend
og ellers ingenting.
Der skulle vi ha vøri, Kal,
hos Lola og Lu-Ping.
 
Du sitter stur og stille, Kal,
du jomter på et skrå. –
Det er så langt tel sydens vår
og palmekysten blå.
Dit ska’ vi aldri komma, Kal
– det kan du banne på.
 
 

Snøvinter

Hylende snøstormer
har gått gjennom skogen
og visket ut landskapets ansikt.
Et vanvidd av hvithet martrer
ditt nedsnødde blikk.
 
Bare en og annen
skrå snøbrøtt-stubbe
peker opp av fonnene:
spjærer av fersk
klaka ved,
gule som hundetenner.
 
Stillheten
så overveldende stor at
du hører døden puste
inne i dine øreganger.
 
Livet i deg:
små svarte fisker
som står stille
og rører sakte på finnene
i mørket under isen.
Og du minnes,
minnes så det gnistrer
gjennom hjernevasken av hvitt:
en sidensvans
lakkrød solgul svart
mellom rimblomstene i ei bjørkekrone
tre dager siden …
 

Å bli gammel

Det er grått å bli gammel,
ubotelig og ensomt
som reveskabb.
Og det verste er at
du aldri klarer å slite over
den langtøyde navlestrengen
som binder deg til dine unge år.
 
Plutselig kan du gripe deg i
å springe barføtt i graset
og hoppe i kåte sprett
over barndommens muntre vårbekker
skjønt du i virkeligheten sitter på en stein
og støtter haken til krokstaven
og kjenner slitasjegikta rive i
gamle, stabbetunge bein.
 
Enetale

Jeg fikk ikke så lett
godtfolk i tale.
De forsto meg ikke, sa de.
Skjønt jeg lærte språket mitt av vinden
som mumler rundt alle laftknuter, skogen
som suser langs alle stier, blodet
som banker i alle årer,
så forsto de meg ikke. Men
jeg ga ikke opp,
jeg snakket så høgt ved meg sjøl at
menneskene var nødt til å høre det.
Da kalte de meg en stølle.
Ja Ja –

I kramsnøen

 Å gå i nysnø innover holtene –
 Den første om høsten
 og helst kram:
 Da knurper det så godt under steget.
 Og snur du deg og ser tilbake,
 står sporet klart og nennsomt tegnet;
 du leser ASKIM i hælavtrykket
 etter gummistøvlene.
 Iblant fester snøen
 i rillene på støvelsålen;
 du lugger med deg hele ballen
 så grønn liksom forundret måsa
 titter fram i fotslaget.
 Og oransjerøde rogneblar,
 som fuglespor etter drømmer.
 De våt-svarte bjørkegreinene
 med dråper av jern under albuen.
 Det såre rådyr-lyset, vidt oppsperret mot
 begynnelsens under, en mytisk tid
 før tidene. Alt inngir deg en følsomhet
 så naken stor at du kjenner
 Melkeveiens hvite spiralarm
 vibrere som et nøkkeroseblad i vind.
 I et lykkelig gys av et sekund
 vet du med fotsålene
 at dette er Jorden,
 din barndomsheim mellom stjernene.


 Drømmene

 Mine vidløftige drømmer,
 så flyktige og skjøre, utsatte
 som doggtung kingelvev
 spent ut over ei glenne i skogen
 der elgen ofte kommer lufsende
 i smådilt over måsan
 med horngreipa høgt løftet.
 
 Nysnø

 Ennå finnes der
 tilgivelse i himmelen.
 Gårsdagens sulk og søppeldynger
 blir dekket til med
 et finmasket slør av hvitt.
 Jeg sitter og ser på
 fnuggenes uendelig mjuke fall
 skrått over brystet til en dompap
 som lyser med sitt lille liv
 i bjørka utenfor mitt vindu.
 Det kjennes varmt innom meg
 at alt jeg holder av, alt
 som dufter av ville vinger,
 er innerlig nær meg
 hver gudskapte dag – her
 mellom Jordens lågmælte undere.
 Rart hvor lite et hjerte kan leve på
 når alle kunstige behov
 ligger igjen på en skrotplass
 ved Melkeveien.
 Jeg går barhodet ut.
 Står i det hvite suset
 og lokker snøvåte ord
 heim fra skogen.

 Det vakreste

 Det er alltid en kulde i
 det vakreste – jeg har ikke
 sinn til det.
 Det pustskjøre mønsteret
 i snøkrystaller og rimblomster
 tåler ikke varmen av
 store, blå-årete
 menneskehender –
 

 Aleine

 I skogen,
 aleine
 dag etter dag,
 måne etter måne –
 Ingen å tala ved.
 Ei markmus bare
 som titter blankøygd opp av
 et høl under en stubbe,
 et ekorn, ei nøtteskrike
 på leiting etter kakusmuler
 i skåraflisa ved kvilplassen.
 Ty, knakk det en kvist oppi hogget?
 Nei, ingen –
 Tankene,
 som streif-flokker
 av kaier om høsten:
 Mørke i frostlufta
 men høgt oppe
 slik at strålene fra ei låg sol
 streifer undersiden av vingene
 i gylne glimt.
 
 Guds hand

 Mitt avsides lille liv:
 En fyrstikkflamme
 som blafrer skremt
 inne i hulhanda til Gud
 i verdens blåsende netter.
 Ja, i det redde skjæret av meg sjøl
 har jeg sett innsida av
 Guds hand.
 Den var hard og ru,
 slitt
 lik handa til en bureiser
 som står ved åkeren sin en kveld
 og knuser et havrekorn for å se
 om margen er god.
 
 Fra en tømmerhoggers dagbok

 Det er høyhet og ro over et tre.
 Sterkt, likevel gripende vergeløst,
 står det på moen og tenker
 milde jordtanker, tålmodighet.
 Ei skinnende kvit neverbjørk,
 ei gammal furu
 med bronsearmene  strakt  ut
 i uendelig ømhet for vindene.
 Da kommer du labbende gjennom lyngen
 med øksa og motorsaga.
 Stanser under den dødsdømte kjempen.
 – Skarpretter, gjør din plikt!
 Treet stuper. Hjelpeløst.
 Splintrer greinene under seg i fallet.
 Du står der i den brå stillheten:
 Så tomt det vart! Lyset fra himmelen
 faller over deg som en anklage.
 Et minutt bare – ett minutt
 av snerrende stål, mekanisk rutine –
 og naturens langsomme drøm
 gjennom hundre vårer
 er skrumpet inn til en dum liten prikk
 i stikkboka.
 – Så mange dager, tenker du.
 Så mange kimende julekvelder …
 Tiur satt med lurvet klo kring greina,
 hakket i rimet, rettet seg, lydde
 når finnhunden søykte innpå en avsides
 plass.
 Store, stille snøfall – vårnetter,
 stjernene hang doggete i baret
 når skytteren kjek på  skrå
 opp på Karlsvognen.
 – Så mye liv, tenker du,
 – så mye hemmelig liv
 disse år-ringene sirkler inn!
 Et sentrum
 som pupillen i et seende øye.
 Slik kan tankene svive
 en sorgfull høstdag når
 vinden mumler armodslig
 over snauhogstene:
 Kvist og vål, ferske stubber
 hvor maurlik klisser i kvaen,
 et og annet avfelt krufsetre
 som henger på skakke i tomheten.
 lik en kuleflerret fane
 på en skanse som fienden stormet.
 De snakker om driftsplan, forstmennene,
 og risser opp hogstfeltene
 med linjal på kartet.
 Og vi menige – slitets landsknekter –
 vi går seierrike til storm
 etter en velberegnet strategi.
 Landet blir liggende snaut etter oss:
 høgdedrag og åsrygger syner seg
 nakne
 lik ribbeina på et veldig dyr
 som vargene har revet.
 Å, det er vondt, vondt
 å være øksens samvittighet
 slik en sorgfull høstdag!
 
 Stjernene i november

 Stjernene i november,
 store, klare
 over lasete
 lauvfallslier:
 Utkjempet sorg,
 ensomhet, ord
 fra tusen uskrevne
 kjærlighetsbrev,
 brodert med nennsomme sting
 av glitrende sølvtråd
 på himmelens djupblå fløyel.

«Det vanskeligste» og link til andre dikt av Hans Børli

https://hansborli.no/dikt/

«Det vanskeligste» av Hans Børli

Det vanskeligste er
å holde ut med seg selv.
Holde ut med seg selv
og bære over når
det lukter sure strømper
av din sjel.

Men prøv med det gode! Husk
du skal bo i hus med deg selv
så lenge lyset brenner
i øynene dine. Hver morgen
skal speilet hviske til deg der du står
innsydd i ditt eget skrukne skinn
og med såpe rundt øreknutene.
– Dette er Du, Du, Du … Men prøv
med litt vennlighet, et strøk
over det glisne håret kanskje:
– Det går nok bra, kamerat.
Det går nok bra …
For mye av hatet og kulden i verden
kommer av menneskets
tærende selvhat.

Det gråter et barn

Det gråter et barn

Det gråter et barn i den frosne natt.
Det gråter mot mørket – forrådt, forlatt.

Og slektens håp gjennom tusen år
som lutende skygger rundt barnet står.

Vanmektige drømmer! Frihet og fred –?
– Det gråter et barn i mørket et sted.

Gråten fyller all verdens rum.
Men himmelen tier. Gud er stum.

Det fins inga frelse, det fins ingen fred
så lenge Mannen gjør Barnet fortred.

De seirer som vinnes med vold og vondt
er alltid tap – på en indre front.

Vi dreper i Barnet vår drømte dag.
Og ravnene varsler de nye slag.

Å, tider må komme da mennesket ser
at framtidens frelse er barn – som ler!

– Hans Børli –

Hvem har sagt

Hvem har sagt at dagene våre
skulle være gratis?
At de skulle snurre rundt på lykkehjulet
i hjertet vårt og
hver kveld stoppe på gevinst?
Hvem sa det?
Hvor hadde vi det fra?
Hvem sa at livet vårt skulle være lett
å bygge ferdig?
At mursteinene var firkantete ballonger
som føk på plass
av seg selv?
Hvem sa det?
Hvor hadde vi det fra?
Det var piller for alt
nerver, vedvarende hoste og anemi.
Men hvem sa at snarveiene
støtt var kjørbare
at fjellovergangene aldri snødde til
og at nettopp vi skulle slippe
å sitte fast i tunnelen?
Ja, hvem sa det?
-Kolbein Falkeid
Fremhevet

Legenden om de fire adventslysene.

Legenden om de fire adventslysene
Fire lys brant på adventskransen. Det var helt stille, så stille at man kunne høre lysene snakke til hverandre.

Det første lyset sukket og sa:

«Mitt navn er fred.

Jeg skinner klart, men menneskene vil ikke ha fred, de vil ikke ha meg.»

Lyset ble mindre og mindre…

Til slutt sluknet det helt.

—-

Det andre lyset sa:

«Mitt navn er tro.

Men jeg er blitt overflødig.

Menneskene vil ikke vite av Gud lenger. Det er meningsløst at jeg brenner.»

Så sluknet det andre lyset.

Bedrøvet og med lav stemme sa det tredje lyset:

«Mitt navn er kjærlighet.

Jeg eier ikke lenger kraften til å brenne.

Menneskene overser meg. De ser bare seg selv og ikke de andre som de skulle elske.»

Også det tredje lyset sluknet.

Da kom et barn inn i rommet, så på lysene og sa

«Dere skal da lyse og ikke slukne»
med øynene fulle av tårer.

Da hørtes plutselig stemmen til det fjerde lyset:

«Vær ikke redd!

Så lenge jeg brenner, kan vi tenne de andre lysene igjen.
Mitt navn er håp»

Og barnet tok en flamme fra håpets lys med en fyrstikk og tente igjen alle de andre lysene.


-Ukjent (for meg) forfatter

God advent.

Fremhevet

Dette landet er ikkje eit fengsel. Av Arnljot Eggen (1923 – 2009)

DETTE LANDET ER IKKJE EIT FENGSEL

Dette landet er ikkje eit fengsel
Teoretisk kan du dra kvar du vil
Om direktørane ser positivt på utviklinga
står det deg alltids fritt å meine noko anna
Alle kan klatre ein stubb i systemet
Dersom dei sver at det ikkje finst skilnad og klasser
kan dei iallfall bli underbetjentar
Mest sjølvfortent er det framleis å hamne på botnen

Reglementet er liberalt
Kulturaktivitetar for alle
er jamstelt med roande piller og sprøyter
Demonstrasjonar er tilletne
Aggressiviteten treng sine kanalar,
demokratiet sitt alibi


Ungdomsopprør i ulike retningar
er så å seia ønskeleg
Berre det ikkje får ei retning
Og berre ikkje dei nøvendige
dei som held hjula i gang
set seg og krev sin rett,
ein fridom som trugar systemets grunnlag


Da blir det mumlande samtaler på det hemmelege
kommunikasjonsnettet
og skjerpa vakthald
Brått ser dei innesperra
vakttårna, piggtråden, murane, schäferane
og eit veltrimma terrorpoliti

– Arnljot Eggen (1923 – 2009)

Som en vit liten strumpa

Som en vit liten strumpa

Som en vit liten strumpa i en klädhög med rött,
känner jag mig udda och ibland utstött.
Riskerar att färgas att helt byta om,
bara för att vara precis som dom.


Men jag vill att dom röda ska se att jag är vit.
Att dom ska se och känna att jag också hör hit.

För jag ser på världen på mitt egna sätt,
och ingen ska säga att det är fel eller rätt.



För hur ska mitt rätta jag komma fram och ta form
om det alltid ska styras av det som är norm.
Så låt mig få vara precis den jag är.
Det är inte mycket, men det är allt jag begär.

Anna Planting-Gyllenbåga

Peer Gynt i Dovregubbens kongshall

Akt 2
Scene 6
(Dovregubbens kongshal. Stor forsamling af hoftrolde, tomtegubber og hougmænd. Dovregubben i højsædet med krone og spir. Hans børn og nærmeste slægtninge til begge sider. Peer Gynt står fora ham. Stærk røre i salen.)
HOFTROLDENE
Slagt ham! Kristenmands søn har dåret
Dovregubbens veneste mø!
EN TROLDUNGE
Må jeg skjære ham i fingeren?
EN ANDEN TROLDUNGE
Må jeg rive ham i håret?
EN TROLDJOMFRU
Hu, hej, lad mig bide ham i låret!
TROLDHEKS
(med en slev)
Skal han lages til sod og sø?
EN ANDEN TROLDHEKS
(med retterkniv)
Skal han steges på spid eller brunes i gryde?
DOVREGUBBEN
Isvand i blodet!
(vinker sine fortrolige nærmere sig.)
Lad os ikke skryde.
Vi er gået tilagters i de senere år;;
vi ved ikke mer om det ramler eller står,
og folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er gutten fast uten lyde,
og stærkbygget med, såvidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste hode;
men datter min har jo heller ikke fler.
Tre hoders trolde går rent af mode;
selv tvehoder får en knapt øje på,
og de holder endda kun så som så.
(Til Peer Gynt)
Altså, det er min datter, du kræver?
Peer Gynt
Din datter og riget i medgift, ja.
DOVREGUBBEN
Det halve får du, imens jeg lever,
og det andet halve når jeg engang falder fra.
PEER GYNT
Det er jeg nøjd med.
DOVREGUBBEN
Ja, stop, min gut;-
du har også nogle tilsagn at give.
Brydes et af dem, er hele pagten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første må du love, at du aldri ændser
hvad der ligger udefor Rondernes grænser;
dag skal du sky, og død og hver lysbar plet.
PEER GYNT
Får eg kaldes for konge, så holder det let.
DOVREGUBBEN
Dernæst,- nu vil jeg i kløgt dig prøve-
(reiser dig i sædet)
DET ÆLDSTE HOFTROLD
(til Peer Gynt)
. Lad se, om du har en visdomstand,
som kan Dovregubbebs gådenødd kløve!
DOVREGUBBEN
Hva er forskellen mellem trold og mand?
PEER GYNT
Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og småtrold vil klore;-
ligeså hos os, hvis bare de turde.
DOVREGUBBEN
Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men morgen er morgen og kveld er kveld,
så forskel blir der nu lige vel.-
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende hvælv,
mellem mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»
Herinde hos os mellem troldenes flok
det heder: «Trold, vær dig selv-nok!»
HOFTROLDET
(til Peer Gynt)
Øjner du dybden?
PEER GYNT
Det tykkes mig tåget.
DOVREGUBBEN
«Nok», min søn, det kløvende, stærke
ord må stå i dit våbenmerke.
PEER GYNT
(river sig bag øret)
Nej, men-
DOVREGUBBEN
Det må, skal du her vorde herre!
PEER GYNT
Ja, skidt; lad gå; det er jo ikke værre-
DOVREGUBBEN
Dernest må du lære at sætte pris
på vor jævne hjemlige levevis.
(han vinker: to trolde med svinehoveder, hvide nathuer, o.s.v. bringer mad og drikke)
Koen giver kager og studen mjød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
hovedsagen er, det får du eh glemme,
den er brygget herhjemme.
PEER GYNT
(støder sagerne fra sig)
Fanden med eders hjemlige drik!
Jeg vænner mig aldri til landsens skik.
DOVREGUBBEN
Bollen følger med, og den er af guld.
Hvo guldbollen ejer, han er datter min huld.
PEER GYNT
(grundende)
Det står jo skrevet: Du skal tvinge din natur;-
og i længden falder drikken vel mindre sur.
Lad gå!
(føjer sig)
DOVREGUBBEN
Se, det er fornuftig sagt.
Du spytter?
PEER GYNT
En får håbe på vanens magt.
DOVREGUBBEN
Dernæst må du kaste dine kristenmandsklæder;
thi det skal du vide til vort Dovres hæder:
her er alting fjerldvirket, ingenting fra dalen,
undtagen silkesløjfe yderst på halen.
PEER GYNT
(vred)
Jeg har ingen hale!
DOVREGUBBEN
Så kanst du få.
Hoftrold, bind han min søndagshale på.
PEER GYNT
Nej, om du får! Vil du gøre mig til nar?
DOVREGUBBEN
Bejl aldri til datter min med bagen bar.
PEER GYNT
Gøre mennesker til dyr!
DOVREGUBBEN
Min søn, du fejler;
jeg gør dig bare til en høvlig bejler.
Du skal få en brandgul sløjfe at bære,
og det gælder her for den højste ære.
PEER GYNT
(betænksomt)
Der siger jo, mennesket er kun et fnug.
Og lidt får en lempes efter skik og brug.
Bind væk!
DOVREGUBBEN
Du est en medgørlig fyr.
HOFTROLDET
Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
PEER GYNT
(arrig)
Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?
kræver I også min kristenmands-tro?
DOVREGUBBEN
Nej, den kan du gerne beholde i ro.
Troen går frit; den lægges ingen told på;
det er skorpen og snittet en skal kende et trold på.
Bare vi er ens i lader og klædsel,
kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.
PEER GYNT
Du er dog, de mange vilkår tiltrods,
mere rimelig karl, end en skulde frygte.
DOVREGUBBEN
Min sønn, vi trolde er bedre end vort rygte;
det er også en forskel mellem jer og os.-
Dog, endt er gildets alvorlige del;
nu vil vi ører og øjne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens fjæl!
(spil og dans)
HOFTROLDET
Hvad tykkes dig?
PEER GYNT
Tykkes? Hm-
DOVREGUBBEN
Tal uden frygt!
Hvad ser du?
PEER GYNT
Noget ustyggelig stygt:
Med kloven slår en bjeldeko tarmestrængt spil.
I stuthoser ttripper en purke dertil.
HOFTROLDENE
Æd ham!
DOVREGUBBEN
Husk, han har menneskesanser!
TROLDJOMFRUER
Hu, riv af ham både øre og øje!
DEN GRØNKLEDTE
(grædende)
Huhu! Sligt må vi høre og døje,
når jeg og søster min spiller og danser!
PEER GYNT
Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,
det ved du, er aldri så ilde met.
DEN GRØNKLEDTE
Tør du bande på det?
PEER GYNT
Både dansen og spillet
var katten kore mig, riktig pent.
DOVREGUBBEN
Det er underligt med den menneskeart;
den hænger i så mærkværdigt længe.
Får den i dyst med os en flænge,
sætter den vel ar, men den heles snart.
Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;
villig har han kastet kristenmandsbrogen,
villig har han drukket mjødpokalen,
villig har han bundet bag på sig halen,-
så villig, kort sagt , til alt, hvad vi bad ham,
at trygt jeg tænkte, den gamle Adam,
var engang for alle på porten jaget;
men se, med et har han overtagt.
Ja-ja, min søn, så må du i kur
mod denne hersens menneskenatur.
PEER GYNT
Hvad vil du gøre?
DOVREGUBBEN
I venstre øjet,
jeg risper dig lidt, så ser du skævt;
men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.
Så skærer jeg ud den højre ruden-
PEER GYNT
Er du drukken?
DOVREGUBBEN
(lægger noge skarpe redskaper på bordet)
Her ser du glasmesterøjet.
Spjeld skal du få, som den olme studen.
Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden,-
og aldri vil synet dit kverves, som før,
af trippende purker og bjeldekør-
PEER GYNT
Det er galmands snak!
DET ÆLDSTE HOFTROLD
Det er Dovregubbens tale;
han er den vise og du dem gale!
DOVREGUBBEN
Tænk efter, hvor megen fortræd og plage
du kan fri dig for mellem år og dage
Kom dog ihug, at synet er kilden
til grådens argende beske lud.
PEER GYNT
Sandt nok; og der står i huspostillen:
forarger dig øjet, så slå det ud.
Hør! Sig mig, når heles så synet igen
til menneskesyn?
DOVREGUBBEN
Ingensinde, min ven.
PEER GYNT
Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.
DOVREGUBBEN
Hvad vil du udenfor?
PEER
Gå min vej.
DOVREGUBBEN
Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind!
men udad går ikke Dovregubbens grind.
PEER GYNT
Du vil da ikke tvinge mig voldeligt?
DOVREGUBBEN
Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer!
Du har gaver for troldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu så temmelig troldeligt?
Og trold vil du være?
PEER GYNT
Ja-Gud vil jeg så.
For en brud og et velskøttet rige på købet
kan jeg finde mig i at noget går i løbet.
Men alting i verden er der måde på.
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt;
brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igen få den på mig knappet.
Og sagtens kan jeg også få losset båden
for denne dovriske levemåden.
Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø;
en ed kan en altid jo æde i sig;-
men det, at vide, at en aldri kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt menneske kan dø,
at gå som et bergtrold alle sine dage,-
dette her, at en aldri kan træde tilbage,
som der ståri bogen, det lægger du vind på;
men det er noget, som jeg aldri går ind på.
DOVREGUBBEN
Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred;
og da er jeg ikke til at gantes med.
Du dagblakke pilt! Ved du hvem jeg er?
Først så kommer du min datter for nær-
PEER GYNT
Det er løgn i din hals!
DOVREGUBBEN
Du må hende ægte.
PEER GYNT
Tør du sige mig på, at -?
DOVREGUBBEN
Hvad? Kan du nægte,
hun var din attrå og i din begær?
PEER GYNT
(blæser)
Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt?
DOVREGUBBEN
Mennesket blir sig dog altid ligt.
Ånden bekender I alle med kæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med næverne.
Så du mener, at attråen intet gælder?
Vent; du skal snart få syn for sagen-
PEER GYNT
Du fisker mig ikke med løgnens agn!
DEN GRØNKLÆDTE
Min Peer, du er faer før året hælder.
PEER GYNT
Luk op; jeg skal ud.
DOVREGUBBEN
I et bukkeskind,
får du ungen efter dig.
PEER GYNT
(tørrer sveden af sig)
Gid jeg var vågnet!
DOVREGUBBEN
Skal han skikkes til kongsgården?
PEER GYNT
Skik han på sognet!
DOVREGUBBEN
Godt, prins Peer; den sagen blir din.
Men den tind er sikker, at gjort er gjort,
item at din afkom vil vokse;
sligt blandigskræ vokser urimelig fort-
PEER GYNT
Gubbe, vær nu ikke strid som en okse;
vær rimelig, jomfru! Tag mod forlig.
Du skal vide, jeg er hverken prins eller rig;-
og enten du så vil målde eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.
(Den grønklædte får ondt og bæres ud af troldpiger)
DOVREGUBBEN
(ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han)
Hiv ham i kans mood bergvæggen, børn!
TROLDUGERNE
Å, faer, må vi først lege hubro og ørn!
Ulvelegen! Gråmus og gloøjet kat!
DOVREGUBBEN
Ja, men fort. Jeg er arrig og søvning. Godnat!
(Går)
PEER GYNT
(jaget af troldungerne)
Slip mig, djævelstøj!
(vil op gennem skorstenspiben)
TROLDUNGERNE
Tomtegubber! Nisser!
Bid ham bag!
PEER GYNT
Au! (vil ned gennem kælderlemmen.)
TROLDUNGERNE
Stæng alle ridser!
HOFTROLDET
Hvor de morer sig, de små!
PEER GYNT
(kæmpende med en liden troldunge, som har bidt sig fast i hans øre)
Vil du slippe, dit skarn!
HOFTROLDET
(slår ham over fingrene)
Tag varsomt, slyngel, på et kongelig barn!
PEER GYNT
Et rottehul-!
(Løber derhen)
TROLDUGERENE
Nissebroer! Det må du spærre!
PEER GYNT
Den gamle var fæl; men de unge er værre!
TROLDUNGERENE
Flæng ham!
PEER GYNT
Ak, den der var liden, som en mus!
(løber om)
TROLDUNGERENE
(myldrere omkring ham)
Stæng gærde! Stæng gærde!
PEER GYNT
(grædende)
Ak; var jeg en lus (han falder)
TROLDUNGERENE
Ni i synet på ham!
PEER GYNT
(begravet i trolddyngen)
Hjælp, moer, jeg dør! (Kirkeklokker ringer langt borte)
TROLDUNGERENE
Bjelder i fjeldet! Det er svartekjolens kør!
(Troldene flygter under bulder og hylende skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder)

https://www.youtube.com/watch?v=mlaAKQyOfwE