«Sørlandets dikter»
Vilhelm Krag (1871-1933)

KRØLLANE.

Jeg veid ‘kje noe så forførande
som skjælvekrøller bag ørane,
Og noe så nydelig som pandehår
av det, der helt ned til øiane går,
nei, det fin’s ‘kje!

Jeg synes det er lide forstå’anne
at sligt på jord kan bli gå’anne.
Men sandelig trefte jeg forleden dag
ei rund lida tulle presis i min smag
å, du storhed!

Og guld det hadde hu’ i tennane
og røde ringer på hendanne.
Og frønsker på siane. Og parasol!
Og fløielses kjole så kålsvart som måll.
Og så tøisko!

Og tenk så hedder hun Anunzia,
og faren er skredder utpå Lundsia.
Og hu’ er vellugtandes som sherravin
og hun står hos Berbom og kan violin
så merkverdig.

Men likevel har jeg det forterande,
for hun og en anden er spaserande.
Men aldri så glemmer jeg de krøllane,
ånnå du! så hu’ var fortrøllande
når de skjelva.